Sommerfuglen

Det var tidligt om morgenen at Lærke vågnede op til en kvidrende fuglefløjten. Hun havde drømt så underlig anderledes denne nat. I sit indre. I sit indre havde hun en fornemmelse af at noget var forandret. Noget uudsigeligt. hun følte sig så varm om hjertet og følte sig ganske fortumlet, på trods af at hun havde sovet tungt det meste af natten.

Men drømmen havde et tag i hende, som ingen drøm nogensinde havde haft.

Men der var også sket så meget for hende den sidste tid. Hun havde set en sommerfugl flagre hen over engen. En sommerfugl, der var meget sjælden, og som hun havde set i bøger om tropiske sommerfugle.

Hun havde nægtet at tro, på at denne tropiske sommerfugl havde taget den lange rejse fra de ækvatorielle egne op i det kolde nord. Hun havde derfor med lette skridt fulgt efter sommerfuglen, og da den satte sig på et blad på en bævreasp, bankede hendes hjerte af uro. Hun havde en enestående chance for at få sommerfuglen på nært hold, men en eneste uforsigtig bevægelse kunne forskrække sommerfuglen, og den kunne flyve bort for evigt.

Hun kendte godt navnet: Kilimanjore multicolore. Hun listede forsigtigt hen mod coloren, og til hendes forbavselse sad den helt stille og roligt, som om den var tryg ved at hun nærmede sig.

Måske var den lidt træt efter en flere tusind kilometers lang rejse langs Nilen, over Middelhavet og op langs de skovbegrænsede vandløb i Europa. Eller måske var den sluppet fri fra et årelangt fangenskab i et eller andet naturhistorisk museum, hvor den ikke havde haft mulighed for at udfolde sig efter sin natur.

Hun bøjede sig forsigtigt ned mod coloren, og på de purpurfarvede forvinger blev hun forvisset om, at det var den ægte colore.

Hun kiggede nøjere efter, og hun udstødte et højt gips, da hun så de svage aftegninger af et blodrødt hjerte på begge forvinger.

Hun troede ikke hvad hun så. Det var den meget sjældne underart, der havde tilnavnet 'amoureuse'.

Hun vidste fra tidsskrifter om tropiske sommerfugle, at den var anset for uddød, eftersom den ikke var observeret i over fyrre år.

Den reagerede på hendes udbrud ved at folde vingerne sammen, som om den var parat til at flyve bort igen, og hun trådte forsigtigt nogle skridt tilbage og holdt vejret.

Hun kunne ikke få øjnene fra den, og tusinde tanker fløj gennem hendes sind.Hvis det var den eneste overlevende ville arten uddø med dette ene eksemplar, og hun blev rædselsslagen af angst.

Men med et gik der en rystelse gennem hele hendes krop, og hun følte uden at have vished, at der fandtes flere, eller i det mindste én mere af samme sandsynligvis uddøende art

En let brise gik gennem engen og sommerfuglen fløj hurtigt af sted.

Hendes bankede med stærke pulsslag. Hun besluttede at holdet det hemmeligt for andre, at hun havde set sommerfuglen. Enhver, som hun kunne betro sig til, ville være vild efter at få et glimt af den, og den kunne blive forskrækket og flyve bort.

Hun besluttede at tage derud nogle dage efter for om muligt at få et glimt af den. Hun ville ikke forstyrre den, nu da den havde fundet et fristed, og hvis den søgte en mage, skulle den have ro. Og den eventuelle mage, skulle ikke forstyrres, hvis den også var på vej bort fra fangenskab, eller var i færd med at ankomme fra de varme lande.

Men ventetiden var uudholdelig. Hun holdt sig inde på sit værelse og gav sig til at læse om den sjældne art. Hun havde læst det før, og til sin undren, huskede hun hvert eneste ord.Det blev klart for hende, at der kunne være flere pupper af arten gemt i det vildsomme terræn, men hun havde på fornemmelse af, at der kun var den ene puppe i området, som først ville gøre sig fri, sår den kolde årstid var forbi.

Selv om området ikke var fredet, vidste hun, at der kun ganske få mennesker, som færdedes i området, og hun anså det for klogest ikke på kunstig vis, at gøre forsøg på at beskytte coloren, idet det kunne have den stikmodsatte effekt

Hun måtte vente.

Og det var kun hende, der havde kendskab til det sjældne fund. Men hvad skulle hun gøre. Tage ud på engen igen i håb om at få et glimt af kærlighedens afbillede i sommerfuglearterne, eller holde sig bort for ikke at forstyrre.

Hun måtte følge sit hjerte, og hun følte, at det det eneste rigtige var at tage ud på engen og blot sætte sig et sted, hvor solen kunne varme hende, og hvor også sommerfuglen ville søge hen. Den hørte oprindeligt hjemme i græsarealerne i troperne, og hun troede bestemt ikke at den ville forsvinde, for at finde et bedre sted at være. Lige netop denne eng havde netop så mange lighedspunkter, at det ville være ganske utænkeligt, at den ville søge mod skove eller klitter.

Over middag den næste dag tog hun derud igen, og hun satte sig i nærheden af bævreaspen. Hun satte sig til at vente og udfyldte ventetiden med at lade solen brune hendes krop. Efter nogle timer var sommerfuglen ikke kommet, og hun forlod forsigtigt området.

Næste dag gik på samme måde. Men hun vidste, at hvis hun ville se amoureusen igen, måtte hun have en engels tålmodighed og ikke miste modet.

Så var det, at hun drømte så anderledes. Hun drømte at hun var sommerfuglen, og at det hun søgte, var en forsoning mellem mellem menneskeheden og verdens dyreliv, og at kun kærligheden var i stand til at genoprette forholdet mellem mennesker og natur. Det pågældende sted. Og hun havde fået den gave at tale eller rettere vise det sprog, som gælder for alt levende.Nemlig kærlighedens sprog. Og et kor sang med lyse og klare stemmer:

Kærlighed er livets kilde

Kærlighed er livets rod,

....

Kærlighed er livets krone,

Kærlighed er lysets glans,

derfor sidder på Guds trone,

Jesus nu med stråleglans,

han, som lyset er og livet,

han for os sig selv hengivet,

bliver i og lever ved

Gud sin Faders, Kærlighed.