1. søndag i fasten 29. feb 2004
2. tekstrække
Læsning fra Det gamle Testamente
1 Mos 4,1-12
Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog:
Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hun sagde: »Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.« Dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker.
Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. Herren sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.«
Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!«
------------------------------------------------------------------------
Læsning af epistel fra
Det nye Testamente
Jak 1,9-16
Epistlen skrives i Jakobsbrevet:
En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi; sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed.
Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.
Far ikke vild, mine kære brødre!
------------------------------------------------------------------------
Dagens evangelium
Luk 22,24-32
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.
Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.
Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«
------------------------------------------------------------------------
Palle Finn Jensen den 28. februar 2004
Vi er i fastetiden . Men vi er ikke overladt til os selv i denne ørkentid. Også selv om vi synes vi befinder os i en ørken hele året. Det kan man jo gøre hvis man har fået en kronisk sygdom, og lægerne har sagt at du kun har en begrænset tid at leve i.
Men. Gud er med os. Også selv om vi bliver fristet af Satan. Denne livets modstander som er inden i os og udenfor os. Den der frister er vort eget begær efter mere. Vi lever i en forbruger kultur. Og vi begærer materielle goder. Jeg vil da gerne have en bil, så jeg kan komme rundt og se verden i min egen lille dyt. Jeg vil gerne have den nyeste model af en computer. Jeg vil gerne drikke mig fuld engang imellem. Og så videre. Det er et kedeligt budskab at sige at vi må opøve os i selvkontrol. Jeg overværede en lille episode i et supermarked. Et lille barn tog en slikkepind og lagde den i kurven. Moderen sagde at det måtte han ikke. Barnet blev vred og moderen sagde at hvis han havde opført sig anderledes, ville han have fået lov til at få en slikkepind, når de andre varer var fundet frem og lagt i kurven.
Barnet blev fristet af supermarkedets strategi hvad angår det at sælge slik. Og som voksen er det noget af en prøvelse at være med et barn i et supermarked. Den voksne skal være fornuftig. Og barnet skal lære at udsætte sine tilfredsstillelse af sine lyster til det passer den voksnes temperament. Det er barnets begær at ville have lidt slik. Og det er den modne voksne der skal lære sit barn at vi ikke kan få alt hvad øjet begærer. Så kedeligt er livet. Vi må ikke få desserten først ved middagen. Min datters oldefar spiste altid kagen først ved morgenbordet om søndagen. Så var han sikker på at få den, og ikke komme i den situation at han ikke kunne spise kagen. Det var da en dejlig indstilling til livets desserter. Men vi kan da ikke få børnebørn hvis vi ikke selv først laver nogle unger.
I Det Gamle Testamente læser vi om Kain og Abel. Kain og abel ofrer begge til Gud, men Gud modtager ikke Kains ofring af afgrøderne. Gud er altså sådan at han hører vore bønner, men vi kan ikke kræve at blive bønhørt. Altså at få et klart bevis på at at Gud er med os. Vi må tro det. Og Gud siger til Kain, hvis efterkommere vi er, at han skal herske over synden. Således skal vi også lære at herske over synden, som er i og udenfor os. Men først og fremmest i os. De ting vi begærer skal ikke herske over os. Vi skal ikke lade os styre af vore lyster. Vi skal lære at være fornuftige. For et lille barn er ikke fornuftigt. Det lever i nuet og vil have øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Opdragelse af et barn er i vor tid, nu da vi har fået syndernes forladelse, en opdragelse til at vi skal lære barnet kærligheden at kende. Det er vigtigt at fortælle barnet at det er elsket af Gud. Barnet tror jo på Gud når det hører ordet Gud. Straks tror barnet på Gud.
Det vi skal som voksne er at beskytte barnet mod at miste troen på Gud. For det er meget svært at komme tilbage i folden, hvis vi mister troen på at der er en levende Gud som har forsonet sig med os gennem Jesus. Han har betalt for alle de ugerninger vi gør. Også de ugerninger der falder ind under øjeblikke behovs-tilfreds-stillelse. Vi lever ikke mere som forbandede. Vi lever under velsignelsen. Og det betyder at have øjenkontakt med Gud. Ikke konkret men billedligt.
Et barn har øjenkontakt med dem det møder. Det uspolerede barn møder verden med en tillid der er så stor, at vi som voksne kan blive skræmte over for den tanke at barnet skulle blive frataget den umiddelbare tillid, som vi også havde engang. Som voksen kan det give nogle gevaldige lussinger at møde verden med et barns tillid. Men i længden er det nu det vi skal lære os selv. Og lære barnet at hvis den tillid det møder verden med, ikke bliver indfriet, så må det ikke miste den grundholdning at være tillidsfuld. Og samtidig leve med at det ikke er alle der har rent mel i posen.
Vi må leve med at Paradis finder vi i glimt. At vi som voksne skal lære at holde ud og ikke lade vor gode humør blive ædt af regeltyranni. Regler kan være gode nok. Regler er aftaler mellem mennesker og aftaler skal holdes. Og holder vi dem ikke, må vi håbe på at vi får tilgivelse af den vi har svigtet.
Vi lever i en tid hvor vi ikke ager med stude. Vi lever i en omvæltningens tidsalder. Der er så stor fart på indenfor alle områder i vor high tech samfund, at ingen kan følge med. Håndens arbejde gives der ikke meget for. Hvis man skal være lastbilchauffør skal man også kunne betjene den bærbare der ligger på det andet sæde. Men ikke alle kan betjene sådan et dyr. Det er en abstrakt tanke gang der skal til for at betjene en vaskemaskine nu om dage. Vi kan ikke følge med i alt det der sker rundt omkring os. Verdens grusomheder kan tære på vort livsmod. Alle de som ikke kan følge med udviklingen, bliver sat ud på et sidespor. Hvis vi ville, kunne der blive en arbejdsplads til alle. Hvis vi ville kunne vi forske mere i hvordan et samfund skal være så alle kan følge med i omskiftelserne. Eller i hvert fald have mulighed for at vælge teknoligien fra og alligevel have et godt liv. I en beboelse kunne man da godt have et gammeldags vaskerum hvor vi kunne vaske i hånden. Og det er stadig muligt at køre på en cykel til arbejde, hvis man da ikke har valgt en bolig, der kræver en time i bil hver vej til arbejdet. Men det er svært. Der er måske to i familien der skal på arbejde. Og arbejdspladserne kan ligge langt fra hinanden.
Vi står overfor en af de største udfordringer der nogensinde har været i menneskets historie. At skabe et samfund hvor der er en niche til alle. Også ikke boglige. En plads til dem der ikke kan tilpasse sig til vor nuværende arbejdsliv. Globalt står vi overfor enorme udfordringer. Vi kan give vort bidrag til en rigtig udvikling ved at kæmpe imod sådan en som Bush, der i går fratrådte et løfte om ikke at lave landminer. Nu har de lavet landminer, der udløser sig selv efter et vist tidsrum. Intelligente landminer. Hvad opbyggeligt er der i at høre nyheder. Jeg ved det ikke men det opbyggelige i dagens tekst er at vi har en der tjener os. Det er Jesus. Han er blot tjener. Men han er også ærens konge. Han har æren for at vi kan leve og tro på fremtiden. Tro på trods. De gamle tekster som er skrevet ovenfor er så gode som ny. De ældes ej. De ruster ikke. Vi skal ikke vente noget nyt der er bedre end det vi har i Biblen. For det vi læser i Biblen er somme tider noget der er i modstrid med vore tanker og følelser.
Modstriden mellem det vi oplever af grusomheder og så den nyhed at vi stadig er elsket, på trods af de ugerninger vi har gjort i Guds navn. Vi i den vestlige verden har den pligt at hjælpe den tredje verden til at kunne hjælpe sig selv.
Vi må lære at det vi somme tider mener er kun meninger. Vi må lære at der er en virkelighed der er Sandheden. Og den personifiserede Sandhed er Jesus. Han har lovet at bære alle vore byrder. Så vi må lære at kaste alle vore bekymringer op på korset. Vi kan lukke øjnene og danne et billede af vore bekymringer og se for os hvordan bekymringerne forsvinder for vor blik og erstattes med korset. Korset er et + tegn. Det skaber sammenhæng. Sammenhæng i det, der med vor fornuft ikke lader sig knytte sammen. Vi kan trygt overlade det til Jesus at danne den sammenhæng vi higer efter. Og det er en indre sammenhæng. For Han er i vort legemes celler. Kommet derind via nadveren og dåben.
Vi må bede til at Han griber ind når vi fristes til at opgive livsmodet. At han, der bor i vort hjerte, lader os få vor fornuft tilbage. At vanvid, som kan tage mange former og som er forskellig fra individ til individ, erstattes af overblik og almindelig fornuft, så vi kan leve som vi bør. Elske hinanden og lade egoismen ryge.
Og at nåden, det er tilgivelse og barmhjertighed, må blive en fast del af vores personlighed. At hævntørst erstattes af barmhjertighed og tilgivelse. Kun Gud kan bortrive os fra hæntørstens gru.Vi ved at Gud kan blive vred. Vi ved at Jesus kunne blive vred. Og vi må håbe at vi, der har fået overdraget det hverv at være dommer over Israels tolv stammer, d.v.s. hele menneskeheden, må bruge barmhjertighed i vores dom over dem som ødelægger livet for andre. Hævntørst skal erstattes af Tilgivelse. Dommedag er nu. Det er dommedag hver dag. Hver dag skal vi træffe afgørelser og vi må håbe at den tilgivelsens lov, der står indprentet i vore hjerter, må blive vor rettesnor.