Skærtorsdag den 8 april 2004
2. tekstrække
Læsning fra Det gamle Testamente
Sl 116
Salmisten skriver:
Halleluja.
Jeg elsker Herren,
for han har hørt min tryglen,
han vendte sit øre mod mig,
da jeg råbte.
Dødens bånd omgav mig,
dødsrigets trængsler ramte mig,
jeg fandt kun nød og elendighed.
Da påkaldte jeg Herrens navn:
Ak, Herre, red mit liv!
Herren er nådig og retfærdig,
vor Gud er barmhjertig;
Herren vogter de uerfarne,
jeg var hjælpeløs, men han frelste mig.
Fald til ro igen, min sjæl,
for Herren har handlet vel imod dig.
Du har reddet mit liv fra døden,
mine øjne fra at græde
og min fod fra at snuble.
Jeg kan vandre for Herrens ansigt
i de levendes land.
Jeg troede, derfor talte jeg.
Jeg er hårdt plaget.
Jeg sagde i min angst:
Alle mennesker er løgnere.
Hvordan kan jeg gengælde Herren
alle hans velgerninger mod mig?
Jeg løfter frelsens bæger
og påkalder Herrens navn.
Jeg indfrier mine løfter til Herren
for øjnene af hele hans folk.
Dyrebart i Herrens øjne
er hans frommes liv.
Ak, Herre, jeg er din træl,
jeg er din træl, din trælkvindes søn,
du har løst mine lænker.
Jeg bringer dig slagtoffer til tak
og påkalder Herrens navn.
Jeg indfrier mine løfter til Herren
for øjnene af hele hans folk,
i forgårdene til Herrens tempel,
i din midte, Jerusalem.
Læsning af epistel fra
Det nye Testamente
1 Kor 11,23-26
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit
første brev til korintherne:
Jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.
Dagens evangelium
Joh 13,1-15
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid - Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud - så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«
Bemærkninger den 20 april 2004.
Årets påske er i skrivende stund forbi. Hvordan var den så den påske med mange dage uden arbejdets befriende bånd. Var der tid til at lade påskens ord blive en del af os, eller forblev vi de samme uden med et ord at nævne for hinanden at det var påsken vi fejrede.
Stor er den frygt som hviler på os. Frygten for at bekende højt og klart som salmisten at Herren, vor frelser Jesus Kristus har handlet i vort sted og lagt djævelen i stærke titaniumlænker. Vi skal for at tilgodese et krav om ikke at være frelste ligge på halen for at gøre som mængden, flokken.
Er vor familie vor tilflugt må vi bede til at den kærlighed vi møder hos vor moder, fader, bedstemor, farfar, onkel, og søster og broder er en frugt af den ædle årgangsvin. Vi ved at vore forfædre har fejret påske ligesom os. Og det er ganske givet at for enhver af os har der været forgængere, der har grublet og grædt og jublet og hånet og tilbedt med lydefri røst. Tilbedt den Herre som er ærens Konge. Jesus har også i år den skærtorsdag der er lagt bag os, vasket vore fødder så hvorend vi går er der rene spor efter os.
Lad os komme i hu at hvert eneste af vore skridt bliver fulgt af den store fortæller. Den store fortæller er selveste Guddommen. Den guddom som har skabt en levende myte af levende ord for levende mennesker. Den fantastiske fortælling om at Jesus tog brødet og brød det og at han ligeså tog bægeret og sagde de mægtige ord at brødet er Vor Herre Kristi legeme og bægeret er fyldt med Jesu Kristi blod som vi får lov at æde og drikke. Så vi ganske ufortjent får tilgivelse for de skrækkelige ting vi har gjort eller tænkt på at gøre. Vor skyld er vasket af os. Vi er rene.
Tør vi virkelig sige at vi er rene. Ja, for vi har drukket Gudeblod og ædt Gudekød. Vi er ét med Gud.
Helligånden er den guddomskraft der kobler os sammen med kærlighedsdragter og bånd. Den sammenhængsskabende kraft i vor liv er Guds Ånd, også kaldet Helligånden. Kærlighedens ånd kaldes Helligånden. Åndens natur er at blæse som vinden hvorhen den vil. Og det den vil er at vi mennesker knytter bånd, så vi ikke lever for os selv men er en del af et livligt og levende fællesskab. Med fælles tro på fremtiden på trods af de nyheder vi får serveret i radio, TV, internettet og aviser.
Skrækkelige er kårene for mange i ind og udland. Hvordan bevare troen på mennesker hvis den eneste måde at være i forbindelse med andre er gennem massemedierne. Det kan ikke lade sig gøre.
Så jeg faster for en tid fra nyhedsbombardementerne og hører kun sporadisk nyheder der kan fratage mig mit livsmod og min optimisme. Læser perikopeteksterne og frydes over Davids salmer med deres aldrig overgåede poesi. Poesien i Jesus bønnebog, Davids salmer er afløst eller rettere suppleret med fortællingen om hvordan den nadverkult vi har tilgang til blev startet. Nej salmerne tilskrevet David indeholder Guds ord. Guds kærligheds ånd er i disse levende salmer som vi kan læse hvad enten vi er sørgende, deprimerede eller i højt humør og i ivrig foretagsomhed for at gøre det gode. Lad os ikke blive trætte men holde ud. Og den kilde vi har i os er levende om så vi kun har været til alters den ene gang ved konfirmationen, eller selv om vi aldrig har været til alters eller ikke er døbt så har velsignelsen lydt over os og Gud har godkendt os som vi er.
Den kamp for at ondskaben i os selv må bukke under har Jesus udkæmpet. I vort sted har han vundet den kamp mod livets modstander som er dømt til at blive et nederlag hvis vi ikke tror på at Jesus Vor Herre har kæmpet kampen for os. Min histore er en god historie kan jeg nu sige. Ligegyldig hvilke indvendinger jeg har imod mig selv. Forsonede i Jesu navn hvis krop nu er min krop og hvis blod nu er mit blod og hvis sjæl nu er min sjæl. Jeg er blevet ét med Gud gennem fortælling om Jesus. Gud blev menneske. Gud er os mennesker når vi bekender at kun Gud er god.
Skal vi stadig indrømme at vi er syndere. Hvis vi fornægter at vi er syndere er det fordi vi ikke lever for fuld kraft. Og gemmer vi os i laden og dukker frem ved mørkets frembud af angst for lyset så lader vi hånt om kravet om at vi skal bruge vore talenter. Og dette er sandheden. At selv om vi spilder vor tid så har Jesus også betalt for den overtrædelse. Historien om Jesus har gjort dig og mig til frie mennesker på trods af at vi er i lænker. Mons tro det engang skal lykkes os at være rene som Jesus var det. Vi må nok tage det lange tidsperspektiv i brug hvis vi skal forestille os at menneskeheden er en helt og holdent velsignelse for denne jord som vi lever på og af hvis frugter vi fylder vore vomme.
Palle Finn Jensen