7. søndag efter trinitatis den 25. juli 2004
2. tekstrække
Læsning fra Det gamle Testamente
Præd 3,1-11
Denne hellige lektie skrives i Prædikerens Bog:
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?
Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.
Læsning af epistel/lektie fra
Det nye Testamente
Rom 8,1-4
Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne:
Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.
Dagens evangelium
Matt 10,24-31
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!
Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«
Palle Finn Jensen den 20. juli 2004
Det er højsommer nu på den del af kloden Danmark ligger. Og solen skinner i dette øjeblik hvor jeg skriver. Vi hører at vi ikke skal frygte fordi vi er mere værd end to spurve. Vel, de har dog også et liv og er omfattet af Guds kærlighed. Men ved spurvene at de lever og kan leve frimodigt uden nogen anden lov end at gøre det de gør: De lever. De tror så meget at de ikke bekymrer sig. Hvad skal vi da med bekymringer. Jo, de kan fastholde os til virkeligheden. Og kan gøre os i stand til at planlægge og handle og derved frigøre os fra bekymringerne. Handlekraft er en gave fra den inderste kerne i os og som omslutter os. Gud med os. Gud i os.
Vi er guder men dog kun mennesker. Og vi er fritaget for skyld gennem Jesus korsdød og opstandelse. Vi har talsmanden, som Jesus sender os når vi ikke ved af det. Det er når vi gør noget for andre. Ikke selvisk, men fordi vi bare gør det. Af lydighed. Og er vi ulydige mod kærlighedens bud så bliver vi angste eller deprimerede. Hvad kan vi så gøre. Jeg har min strategi. Jeg befrier mig selv for friheden. Det kan sikkert gøres på mange måder. Men hvis man har megen tid til rådighed er mulighederne utallige og vi kan lammes i vor kraft til at handle.
Et liv uden fællesskab er ikke et liv. Hvad skal jeg med den isolation som en ørkenvandring indebærer. Møde Gud - eller Djævelen, som også sidder indhamret i os. At møde Gud eller Djævelen er noget der river tæppet væk under fødderne. Det er så stærk en oplevelse at den ligger som klangbund resten af livet. I hvert fald indtil nu, for hvad der sker i det næste nu er udenfor min kontrol.
Der er en tid til at elske og en tid til at hade. Det er menneskeligt. Hvis vi berøves det vi har kært er det da klart at vi hader. Så giver vi fanden i hvad vi skal, nemlig være barmhjertige. Vi hader dem der forpester livet for os. Vi er altså kun mennesker. Vi må leve af det ord der er Guds ord. Og det sender Talsmanden -Helligånden- hvis han vil. Vinden blæser hvorhen den vil og det gør ordene også. Det vrimler med ord.
Uforståelige ord- Forståelige ord.
Dræbende ord - livgivende ord.
Fjendtlige ord - venlige ord.
Bævende ord - selvsikre ord
Gud bevare os og lede os til evigt liv.