Prædikener

14. søndag efter trinitatis den 12. september 2004

2. tekstrække

Læsning fra Det gamle Testamente
Sl 39,5-14
Salmisten skriver:

Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre,
hvor mange dage der er tilmålt mig,
så jeg ved, hvor længe jeg har igen.
Mine dage måler du ud i håndsbredder,
for dig er min livstid som intet.
Hvert menneske er kun som et vindpust.
En mand vandrer som et skyggebillede,
han samler rigdom til ingen nytte,
han ved ikke, hvem der skal høste den.
Hvad har jeg så at vente på, Herre?
Mit håb står til dig!
Fri mig for alle mine overtrædelser,
skån mig for tåbens spot!
Jeg er stum, jeg åbner ikke munden,
for det er dig, der har forvoldt det.
Fjern lidelsen fra mig,
for jeg går til under vægten af din hånd.
Når du straffer en mand for hans synd,
knuser du det, han sætter pris på, som et møl.
Hvert menneske er kun som et vindpust.
Hør min bøn, Herre, lyt til mit skrig,
vær ikke tavs, når jeg græder.
For jeg er gæst hos dig,
en tilflytter som alle mine fædre.
Vend dit blik fra mig, så jeg bliver glad igen,
før jeg går bort og ikke er mere.

Læsning af epistel fra
Det nye Testamente
2 Tim 2,8-13
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit
andet brev til Timotheus:

Husk på Kristus Jesus, opstået fra de døde, af Davids slægt, ifølge mit evangelium; for det lider jeg ondt, ja, er i lænker som en forbryder. Dog, Guds ord er ikke bundet. Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes skyld, for at også de kan få frelsen ved Kristus Jesus med evig herlighed troværdigt er det ord!
For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham;
holder vi ud, skal vi også være konger med ham;
fornægter vi ham, vil han også fornægte os;
er vi utro, forbliver han dog tro,
thi fornægte sig selv kan han ikke.

Dagens evangelium
Joh 5,1-15
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

Vi hører at der er en dam ved Fåreporten inde midt i Jerusalem. Arkæologiske undersøgelser tyder på at dammen med søjlegangen er lavet for at opsamle regnvand der så kan ledes ind i templet. Betesdadammen har eksisteret i den almindelige virkelighed som vi er fortrolig med. Om begivenheden med Jesus helbredelse gennem tro på hans magtfulde ord har fundet sted i virkeligheden eller om det en fortælling der er skabt af evangelisten ved vi ikke. Men vi kan tro det. Tro at den lamme virkelig blev rask ved at høre Jesus ord.

Den lamme med båren ligger og venter på at vinden, eller en forståelse af at det er en engel, dvs. budbringer mellem Gud og mennesker, bringer vandet i oprør og at den første der kommer ned i vandet bliver helbredt. Men den lamme har ligget i 38 år og han kunne ikke ved egen hjælp komme ned i vandet inden en anden allerede er kommet før ham. Den lamme siger at ingen har hjulpet ham derned. Dette viser vor afhængighed af andre menneskers kærlighed når det gælder vores forhold til Livet. Vores forhold til os selv.

Men Jesus har magt til at gøre den syge rask. Helbredelsen sker ved at Jesus siger: Tag din båre og gå. Og Jesus giver den lamme tro da han siger de helbredende ord. Tro er fast tillid til det vi tror på. Og det den lamme får er tro på livet og tro på sig selv. Nu kan den helbredte gå. Han er rask. Og Jesus siger til ham at han ikke skal synde igen for at noget værre ikke skal ske ham. Det betyder at han skal vedblive at tro på at Guds kærlighed, der er opfyldt gennem Jesus, er gældende og gyldig og er dødens overvinder.

Manden ved dammen har jo været død i 38 år, men er af Jesus bragt tilbage til livet. Han har nu selv ansvaret for sit liv. Han kan selv gøre noget og har fået kraft til at leve i kraft af en afgørende begivenhed, der afsluttede hans sygdom.

Men hvad med os. Ja vi kan også være blevet kroniske syge og ventet det meste af vort liv på at, en begivenhed må indtræffe, der kan forvandle os. Bringe os fra at være levende døde, til at vi bliver levende med styrke til at leve med ansvaret for vores liv. Jesus siger til den helbredte: Synd ikke mere. Det vil sige hold dig til at du har styrke til at bære ansvaret for dit liv. Hvordan Gud griber ind når vi bønfalder ham ved vi ikke, og der kan gå mange år inden vi fatter, at vi ikke er svage, men stærke. For vi er grene på det vintræ som er Jesus. Dette er vi blevet ved dåben, som vi ved er sket i vor spæde barndom. Ved dåben er vi blevet Guds barn, og er således omfattet af hans kærlighed, som han giver os på en uforsigelig måde. Når lang tid er gået, hvor vi har mistet troen på os selv, skal der en afgørende livsytring til, for at vi kan få vores selvtillid tilbage, hvis vi har mistet den.

Hvordan Jesus griber ind og bønhører os ved vi ikke, men er vi i magtesløshedens lænker, så må vi holde ud, indtil den dag Livets ord trænger ind og forvandler os. Der kan ske en afgørende begivenhed, så vi får kraft til at tage ansvaret for vort liv. Vi får kraft til at den indre livsgnist flammer op, og ved Guds kærligheds kraft vedbliver den at lyse, også selv om vi falder igen. Så må vi rejse os og vide at Gud er med os i vor kamp, og vi vinder ved udholdenhed og andre menneskers kærlighed. Vi får tro på os selv og livet.