Juledag - Kristi fødsels dag 25 december 2004
1. tekstrække
Læsning fra Det gamle Testamente
Es 9,1-6a
Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:
Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stort lys,
lyset skinner for dem,
der bor i mørkets land.
Du gør jubelen stærk,
du gør glæden stor;
de glæder sig for dit ansigt,
som man glæder sig over høsten,
som man jubler,
når man deler byttet.
For det tyngende åg,
stangen over deres skulder,
og slavefogedens kæp
brækker du som på Midjans dag.
Hver støvle,
der tramper i larmen,
og kappen,
der er sølet i blod,
skal brændes
og fortæres af ild.
For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.
Stort er herredømmet,
freden uden ophør
over Davids trone
og over hans rige,
så han kan grundfæste det
og understøtte det
med ret og retfærdighed
fra nu af og til evig tid.
Læsning af epistel fra
Det nye Testamente
Hebr 1,1-5
Epistlen skrives i brevet til hebræerne:
Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres.
For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt:
»Du er min søn,
jeg har født dig i dag,
og et andet sted:
Jeg vil være hans fader,
og han skal være min søn?«
Dagens evangelium
Luk 2,1-14
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Mangfoldige gange har Gud talt til mig. Gennem et barns smil, et solstrejf, en solopgang, en vindens brusen gennem skovtoppen, havets buldren og susen, Tordenens latter med efterklangen i en regnbue. Et uventet besøg, en julegave, et møde med et ærligt menneske. En piges trofaste kærlighed. Mangfoldige gange har Gud talt til profeterne og på uhyggelig vis har Gud taget bolig i mig og ladet mig se ting andre ikke ser. Lægerne kalder det sindsyge, det er mystiske religiøse oplevelser som jeg må tyde.
Gud har talt gennem juleevangeliet. Kristus er født påny. I det Højeste og i det dybeste indre i alle mennesker som er åbne for det. Mange er knust, jeg selv med, af den ufattelige kraft som åbner sig i mit indre når betingelserne er der. Kraften er ligeså stor som en brintbombe - en neutronbombe der lader alt liv gå til grunde i den virkelighed, som den virkelige virkelighed er. Det er jordens undergang jeg har oplevet mange gange. Men oplevelserne har været private, ikke tilgænglige for andre mennesker, og en eneboertilværelse er blevet mig til del.
Men jeg har et godt netværk og jeg er ikke sindsyg på trods af at min psyke er sårbar, med de antenner jeg har, der opfanger de spændinger, der er i et socialt rum. Derfor valgte jeg arbejdet fra, og betaler prisen som er uundgåelig i form af dårlig samvitighed over at være på overførselsindkomst. Kommer det andre ved. Hvorfor fortælle det. Jo for de oplevelser af overnaturlig art jeg har haft, er der også andre der har og får. De kan være i en anden udformning, de viser sig i en anden oplevelsesdragt. Men når man oplever ting som ikke kan forklares med et videnskabeligt empirisk verdensbillede, falder livet itu hvis det ikke kan forstås og meddeles til andre.
Lægerne udstyrer en med antipsykotisk medicin og oplevelserne bliver svagere og ikke så truende og angstfyldte. Oplevelserne er noget alment. Trods sjældne. Men tusinder kaldes skizofrene eller med schizoid personlighed og afmagt og isolation bliver følgen.
Det er væsentligt at forstå, at der er to måder man kan se en religiøs erfaring på. Den lægevidenskabelige og den spirituelle. Den lægevidenskabelige henter sin optimisme i medicinen, antipsykotiske midler med svære bivirkninger beklageligvis. Den spirituelle henter sin optimisme i at der er andre der har haft overnaturlige oplevelser som man higer efter. Hvis man bærer rundt på fortrængte traumer eller skyld, og hvem gør ikke det, viser det sig, at når Guddomsgnisten slår ud i lys lue, så forbrænder skyggesiderne af vores natur i noget som vi ser som helvedesoplevelser, og man bliver panisk og ens verdensbillede styrter i grus.
Ved samtaleterapi kan læger gøre meget, og hvis kampviljen til at søge selve sandheden bag de oversanselige erfaringer er til stede, er der et håb om at man får en kontakt til det åndelige rum i ens sind og i verdens ånden, Guds ånd, på en måde, så man både kan befinde sig i en verden, hvor der er enighed med andre almindelige mennesker om hvoraf verden består, hvad virkelig er og hvad erkendelsesapperatet er for noget, og på samme tid befinde sig i en åndelig sphrere, der måske som i mit tilfælde førte til en nedsmeltning af tænkeevnen og andre intellektuelle færdigher, som at huske og koncentrere sig om dagligdags ting.
Indenfor kristendommen er der mystikere som meister Eckehart, der har skrevet om den mystiske forening med Gud eller altet. Det giver håb og udholdenhed når man erfarer at andre har haft sære oplevelser eller været i højere bevidsthed. I buddhismen er der en vej, den såkaldte Dharma om sindets natur. Her er metoden at hægte sig af ens borgerlige tilknytninger og leve i nuet i en satorioplevelse eller nirvana tilstand hvor man er i forbindelse med det sande i ens sjæl. Selvdiciplin er nøgleordet i buddhistisk meditation. Ikke for meget og ikke for lidt. Overdriv ikke meditation da det kan få skæbnesvangre følger, som andre trosledsagere ikke kan hjælpe en ud af.
I kristendommen er der budene i Det gamle Testamente og lovene i Det nye Testamente. Lovene i Det Gamle Testamente kan man måske holde, men jeg kan ikke. Jeg har i min gøren og laden nok mest mig selv for øje og i ringere grad næstens tarv.
Men det jeg skriver her, gør jeg, fordi jeg føler det som en pligt, at fortælle at der er hjælp og udholdenhed at hente. Selv om man har haft mærkelige oplevelser så er der forståelse at hente hos andre, der har gennemgået mange lidelser af åndelig og eksistentiel art på grund af oplevelser af så særegen natur at lægevidenskaben afviser det som sand erkendelse.
Ved gentagne oplevelser af episoder af satorikarakter eller religiøse erfaringer med bibelske kulisser eller hinduistisk sprogbrug og fænomenologi er det mit inderlige håb at man lærer noget hver gang et energiudbrud finder sted. Måske lærer man at overdreven alkoholindtagelse kan lægge ens liv øde. Og der er andre materielle ting, man kan have for stort begær efter. Begæret efter at blive Gud rent og purt er et mål som sikkert ikke kan nåes i dette liv på jorden. Kun hvis man frasiger forpligtelser som man har indgået og forlader alt kan man opnå nirvana eller følge Kristus, hvad så end det vil sige, men det må nok være en livsindstilling hvor man prøver at gøre og ville det gode.
Julen var en religiøs oplevelse for Maria og Josef, men også en oplevelse til at påtage sig de pligter som opdragelsen af et barn indebærer. En omforandring af virkeligheden til at være ansvarlig.
Det lille jesusbarn som nu ligger i tremmesengen og sover i det inderste rum af vor indre, har vi pligt til at tage vare på. Det vil sige at afholde os fra selvskadelige handlinger.
Selvhadet kan være så stort, at man ikke ønsker at leve mere. Depressionen, som er den følelsestilstand som er forbundet med Gud fravær, kan være så hård, at den nemmeste udvej er selvmord. Her hjælper kun kærlighed fra forstående mennesker og indsigt i at der er brug for en. At man er elsket. Udslettelse af skyld formet som selvhad og selvdestruktion må vi slynge op på korset, hvor det hører hjemme. Jesus bar vor skyld i påskebegivenheden. Nu, denne juledag, er verden ny. For Gud er blevet menneske. Det vil sige at vi er blevet mennesker og på samme tid dog Gud som vi blev det i sidste søndag i sidste kirkeår, og som vi bliver hver gang vi forenes med Gud i nadveren. Det koster noget at være kristen. Det koster det at vi ser mere på næstens gavn, vort medmenneskets gavn end på hvad der er godt for os selv. Vi må trælle for den Gud som har vort legeme som tempel. Men ikke som slaver, men som frie mennesker med guddomsglans.
Det er i os at Jesus holder julefest. Så lad os vandre fremad efter denne hårde og vanskelige fødsel af Gud i os, så vi bestræber os for at se Kristi ansigt i hvert af de mennesker vi støder på i vor vandring mod den sidste søndag i kirkeåret 2005