Skt. Stefans dag - 2. juledag den 26. december 2004
1. tekstrække
Læsning fra Det gamle Testamente
Jer 1,17-19
Denne hellige lektie skriver profeten Jeremias:
.
Læsning af lektie fra
Det nye Testamente
ApG 6,8-14; ApG 7,54-60
Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger:
Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: »Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.« De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« Alle, der sad i Rådet, stirrede på ham, og for dem at se var hans ansigt som en engels ansigt.
Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.
Dagens evangelium
Matt 23,34-39
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.
Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«
Dagens evangelium indeholder meget hårde ord til os. Der sendes profeter til os og vi lader dem stene. Jerusalem overlades til sig selv. Det er vor hus der overlades til os selv. Det er vor krop der overlades til os selv. Først når Herren kommer med vor hilsen: Velsignet være han som kommer, i Herrens navn, skal vi se Kristus,.
Det er påsken som er vor redning. Og nu var alt ligeså godt. Vor frelser er lige født og vi bærer den nyfødte ved vor barm i vort inderste af det inderste. At opdrage og opfostre et barn kræver alt af os og barnet hyler og skriger. Tager vor nattesøvn og vender om på vor hverdagsliv.
Sådan er det når vi gennem en religiøs oplevelse eller det lægerne kalder en psykose vælter et menneske helt og aldeles omkuld. Os der har psykoser eller åbenbaringer af en anden virkelighed i vor bagage er overladt til os selv med det indre barn som normale mennesker fortrænger. De måder en borderline person eller en skizoid oplever verden og reagerer på den med er bygget på det indre barns reaktionsmåder.
Ofte bliver isolation en nødvendig men barsk reaktion. Men er vi heldige har vi familie der ikke vender os ryggen og som vi holder af trods spædbarnets måder at reagere på. Vi bliver tit uudholdelige for vore nærmeste og de aner ikke hvad de skal stille op. Vi må holde os til dagens ord fra Det gamle Testamente, hvor Jerimeas siger:
Men du skal spænde bæltet om lænden,
stå frem og tale til dem
alt det, jeg befaler dig.
Lad dig ikke skræmme af dem,
for så skræmmer jeg dig for deres øjne!
Jeg gør dig i dag
til en befæstet by,
en søjle af jern,
en mur af bronze,
mod hele landet,
Judas konger og stormænd,
dets præster og storbønder.
De skal angribe dig,
men ikke overvinde dig,
for jeg er med dig og redder dig,
siger Herren
Her er vor redning for de af os der lever i en anden verden end den almindelige kendte med hus, arbejde og familie. For i de åbenbaringer af kaotisk natur vi er blevet overmandet med indeholder ikke kun syglige fantasier. De bærer med deres symbolfyldte univers en religiøs sandhed, som vi prøver at forstå. Vi er mange der ikke blot kan sige, at det er sygdom i hjernevindingerne,, der har været på spil og givet os hallucinationer.
I vores sårbarhed er det en trøst der giver mod til at holde ud, at vi er gjort til en befæstet by, en søjle af jern, en mur af bronze mod hele landet. Jeg er med jer, siger Kristus til os.
Ham, som vi møder med ordene: Velsignet være han som kommer, i Herrens navn, er Kristus, der mødes ved højmessen i den danske folkekirke hver søndag ved Nadveren. Og allerede juledag høte vi indstiftelsesordene til nadveren i kirken. Og var vi ikke i kirke så kan vi generindre eller ihukomme at Jesus tog brødet, brød det og gav dem det, det er mit legeme. Og han tog kalken eller bægeret med vinen og sagde , at dette er mit blod som gives jer. Og efter at vi har drukket og spist Jesus legeme og blod, sendes vi bort med ordene. Vor herre Jesus kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod han har nu tilgivet os alle vore synder.
For synden er, at vi hellere vil det nemme og blive liggende i sengen og dase i stedet for at stå op og give barnet mad og klæder på og lege med barnet, så det langsomt udvikles til et menneske. Barnet i os er jo Gud, og vi bærer Gud i vort indre. Som et tegn på at vore synder er os forladt har vi korset som korsfæster det uartige barn i os eller den vrangvillige voksne, det uartige pubertetsbarn.
Men alle de kræfter der i os og udenfor os søger at tage livsmodet fra os kan ikke tage dåbens og nadverens indhold fra os.
Vort legeme og sjæl er en befæstet by, en søjle af jern, en mur af bronze og Kristus, som Stefanus så ved Guds side, er med os alle dage. Og der går titusinder af år inden vi når verdens ende, og hvad der sker i de næste titusind år er vi ikke herre over, men det er sikkert at vore små religiøse oplevelser er små syner i sammenligning med det der skete i Jerusalem og Betlehem for 2000 år siden. Og erindringen om Jesu fødsel og død og opstandelse varer ved ligegyldig hvad der så end hænder os i vort liv. Vort liv er et liv med Kristus i vort indre og som en sidemand resten af vore dage.