1. søndag efter påske 3. april 2005
1. tekstrække
Johannes 20,19-31
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens diciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Diciplene blev glade da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som faderen har sendt mig, sender jeg også jer". Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag helligånden! Forlader i nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt."
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre sagde til ham: "Vi har set Herren". Men Thomas sagde til dem: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg ikke."
Otte dage efter var hans diciple atter samlet, og Thomas var med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde:"Fred være med jer!" Derpå sagde han til Thomas: "Ræk din finger frem og stik den i min side, og vær ikke vantro men troende." Thomas svarede:"Min herre og min Gud! Jesus sagde til ham: "Du tror fordi du har set mig. Salige er de som ikke har set og dog tror."
Jesus gjorde også mange tegn, som hans diciple så, dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.
Bemærkninger.
Når vi tror skal vi have liv. Dette er altså betingelsen for at have liv. At vi tror. Men vi er jo som Thomas, der ikke tror på grund af noget der siges, men vi tror når vi konkret mærker eller ser eller hører.
Er vi så fortabte, eftersom vi ikke tror på at Jesus stod op af døde. Nej. Også den synd er os tilgivet. Dette at vi ikke tror. Men vi tror dog alligevel inderst inde.
Som Paulus skriver er vi både syndere og retfærdige. Vi tror og vi tror dog ikke.
Denne dobbelttilstand er gældende for de fleste af os. Men de som tror på livet er frelste. Vi kan komme derhen at vi ikke tror på livet. Hvad gør vi så? Vi må holde ud og tro på at livsviljen kommer tilbage. Sådan har den gjort for mange og det vil den også gøre igen. Troen kan gå sin vej og lade os forladte tilbage. Men vi har Jesus ord om at han giver os fred når vi møder ham: "Fred være med jer" sagde han to gange til disciplene . Og det er det samme som at han giver os tro. Når vi møder Jesus befries vi for vort tvesind. Når den store dag kommer, hvor vi møder Jesus i egen person, så bliver vi troende ligesom Thomas. For Thomasser er vi. Vi er tvivlere. Det er et livsvilkår.
Men en dag møder vi Jesus, og han vil hilse os med ordene: "Fred være med dig"
Og nu vil vi resten af livet leve i den forventning - at vi vil blive helbredt for vor tvivl.
Hvordan vi møder Jesus og i hvilken klædedragt ved vi ikke. Det kan være et lille barn. Det kan være et æsel der skryder. Uanset hvilken suveræn livsytring der bliver tale om, så vil vi få troen på livet tilbage, så vi rigtigt kan leve med vished om at vor mangel på tro er os tilgivet.