3. søndag efter påske 17. april 2005
Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:
Et kort øjeblik forlod jeg dig,
men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage.
I overstrømmende vrede
skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig,
men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed,
siger Herren, der løskøber dig.
For mig er dette som Noas dage:
Som jeg dengang svor,
at Noas vandflod ikke skulle komme over jorden igen,
sådan sværger jeg nu,
at jeg ikke vil blive vred og true dig.
For bjergene kan rokkes
og højene vakle,
men min troskab mod dig rokkes ikke,
og min fredspagt vakler ikke,
siger Herren, der viser dig barmhjertighed.
Es 54,7-10
Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger:
Da Peter og Johannes i templet havde helbredt en lam mand, hentede rådet dem ind og spurgte dem: »Med hvilken magt og i hvilket navn har I gjort dette?«
Fyldt af Helligånden svarede Peter dem: »Folkets ledere og ældste! Når vi i dag bliver forhørt på grund af en velgerning mod en syg mand, hvordan han er blevet helbredt, så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer. Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.«
ApG 4,7-12
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«
Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«
Joh 16,16-22
Bemærkninger:
Vi sørger nu. Over al den lidelse som er i verden. Sygdom, alderdoms-svækkelser, børn der sulter, folk der æder sig fede til sygdom i vor vestlige forbrugerkultur, jordskælv og tsunamier, medier der stort set kun fokuserer på strid og ting der er i ulave.
Lever vi med de sorte briller på er livet ikke til at holde ud. I epistlen skrives at der ikke er frelse i nogen anden end Kristus. Det gjaldt måske i den tid og på det sted apostlenes gerninger blev skrevet.
Men der er og var mange kulturer rundt om jorden, som bekendt er rund. Buddhismen indeholder praktisk vejledning til hvad man selv kan gøre for at komme fri af lidelse og opnå salighed. De gamle nordiske myter har også kærligheden som det dyrebareste. Kærligheden er så stor at den ikke kan rummes i en enkelt sekt som kristendommen er.
Svagheden ved kristendommen er at den har som hovedtese at vi bliver frelst af nåde. Fra en fjern Gud. Men Gud bor i vort hjerte og krop og sind. Når det går op for os ængstes vi. Det er overordentlig svært at rumme det faktum at vi er Kærlighedens tempel. Og når den erkendelse bryder igennem slår det gnister. Mange går ind i en uhelbredelig skizofreni. Og så er der kun livet efter døden at tro på.
Men kødets opstandelse er måske dette at vi bliver vore kroppe bevidst. Her kan buddhismen være en inspiration. Vi kan meditere på at ville gå en tur. Forberede sig mentalt så det at tage sig sammen bliver en mulighed. Og når vi går kan vi for at undgå at blive ét med vore omgivelser sige nogle bekræftende ord till os selv om at vi har en krop. Og det vi mærker er vor krop. En satoritilstand skal tøjles i vor kultur. Satorioplevelsen er som en forelskelse, og vi ser jo at prisen for kærlighed er døden. Det Jesus lover er at vi bliver pint når vi følger ham. Bliver mobbet af en snæver kultur.
At sige til nogen at jeg er messias vil øjeblikkelig føre til indlæggelse på den lukkede. Hvis vi siger: "Jeg har nået buddhanatur" bliver vi i de kredse mødt med forståelse. Islam, kristendommen og jødedommen er krigeriske religioner. Hstorien viser det.
Det vi vil have er fred .Og det er også det Jesus lover med sine ord: Min fred efterlader jeg jer. Og vi vil bruge freden til at være skabende. Lave noget dejligt.