Prædikener
4. søndag efter påske den 24 april 2005
FØRSTE RÆKKE
Denne hellige lektie skriver profeten Ezekiel:
Dette siger Gud Herren: »Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.«
Ez 36,26-28
Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger:
Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spist eller drak.
I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt.
ApG 9,1-18.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.«
Joh 16,5-15
Bemærkninger.
Ja vi er fyldte af sorg, over at Jesus ikke vandrer på jorden og er hos os, som den levende menneskegud, der taler vort sprog og helbreder alle, der er syge og udrydder alt ondt i verden. Men Jesus, som er Sandheden, en levende person, siger apostlene sandheden. Nemlig at det var det bedste, at han gik bort, så han kunne sende Helligånden til hver af os, så vort stenhjerte kan blive udskiftet med et kødhjerte. Altså et bankende hjerte, hvor vi sommetider kan være heldig at mærke, at Gud er levende tilstede i os.
Det er et stort ansvar vi har fået. At Gud som Hellig Ånd er tilstede i os. Med vor forstand og rationelle hjerne, er vi ikke i stand til at udtænke, hvad det er det rigtige at gøre og sige, når livet for alvor kalder på os.
Jesus giver os nogle begrebsbestemmelser:
Synd: at vi ikke tror på Jesus.
Retfærdighed: at Jesus går til Faderen, og vi ser ham ikke længere.
Dom: at denne verdens fyrste er dømt.
Verdens fyrste er vort livs modstander, nemlig Djævelen eller Satan. Og hans magt er knækket på trods af de krige og lidelser, der stadigvæk er på jorden. Satan slipper vi ikke for. Men hans magt er ikke det sidste ord i den sag, der hedder Livet. Sandheden er, at Kærlighedens og livets modstander er overvundet. Det blev han, da Jesus tog vore lidelser på sig og og døde i vores sted.
Når vi overvejer at opgive, er det Satan, der har fat i os. Men vi er jo syndere og tror ikke på Jesus som frelser, selv om vi tror. Vi er splittede inderst inde. Men Jesus kærlighed til os er så stor, at den indre djævel og også den ydre i virkeligheden slet ingen magt har. Når vi tror. Jesus heler os også selv om det tager et helt liv. Den der holder ud til til enden, skal blive frelst, siger Jesus
Vi kan ikke frelse os selv. Vi må bede om at vor træghed, dorskhed og uvilje må gå til grunde.
At retfærdighed er det, at Jesus går til faderen, peger hen på det øjeblik Helligånden griber ind i vort liv. Og det gør han pinsedag. Pinsedag er den næste store højtid. Halvtreds dage efter påske. Her sender Jesus os Talsmanden, som er det samme som Helligånden. Når vi er fyldt af Helligånd, er det ikke vort logiske hoved, der taler. Det er hjertets sprog. Det er ikke matematik.
Når det religiøse sprog blander sig med matematik, kommer der vrøvl ud af det. Når helligånden taler, er det med ord, der trøster og gør levende. Det er poesiens sprog. Jeg er overbevist om, at vi kan finde helligånden i mange af vore salmer. Måske dem alle. I en salme er der trøst til stede. Der er levende ord, når de bliver sunget. Derfor er det så forløsende at gå i kirke. Det tager flere år at lære gudstjenesten at kende. Det kræver udholdenhed at få gudstjenestens form ind i kroppen, så vi ikke sidder, og er bekymret, over hvornår vi skal stå op eller sidde ned
Udgangsbønnens sidste ord i kirkens gudstjeneste er: Lad os få mod til at virke, som du har lært os det. Og det sker efter altergangen og velsignelsen, hvor der bliver sagt at vi går bort som frie mennesker. Vælter det hele så med den bøn om at vi skal noget. Nemlig leve et liv, hvor vi viser kærlighed til den, vi ikke synes om, eller som har gjort os fortræd. Vi magter det ikke selv. At leve som fuldkomne kærlige mennesker. Men vi kan bede Gud om hjælp, så vi får mod til at holde fast i vor tro og ikke fornægter alt det, vi har lært om livet af Jesus.
Vi må leve med at vi er syndere. Vi må improvisere os gennem livet. Og vide vi kan få syndsforladelse ved skriftemålet eller altergangen i den protestantiske kirke. Dommen er jo at Djævlen har tabt slaget på forhånd. Også selv om vi falder i og svigter. Vi er elsket trods vor svigten. Af den levende treeinige Gud, som bor i vor hjerte i Himlen.