Prædikener

Kristi himmelfarts dag den 5. maj 2005

Salmisten skriver:
Herren sagde til min herre:
»Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!«
Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion,
hersk midt blandt dine fjender!
Dit folk møder villigt frem på din kampdag.
»På hellige bjerge har jeg født dig
som dug af morgenrødens moderskød.«
Herren har svoret og angrer det ikke:
»Du er præst for evigt
på Melkisedeks vis.«
Sl 110,1-4

* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger:
I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt.
Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spist sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – »om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.« Mens de nu var sammen, spurgte de ham: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« Han svarede: »Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.«
Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.«
ApG 1,1-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«
Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.
Mark 16,14-20

Det vi har hørt opfatter jeg som en myte. Det foregår i et digterisk univers og hvis det siger os noget, må det være, at jorden allerede er gået under. At jorden går under hos den enkelte, kan opleves, når alt falder fra hinanden i vort liv her på jorden. Det kan være en ulykke eller sygdom, som gør at alt det gamle er brudt sammen . Himmelen er der, hvor Gud er. Og Jesus er altså nu hos Gud. Er alt lagt øde i vort liv er der mulighed for nyskabelse. Og livet lader sig ikke kue. Livet fortsætter, også selv om kærligheden har forladt livet. Men uden kærlighed er det et tomt liv. Et menneskeliv uden kærlighed er ikke noget liv. Vi må tro at Gud sender sin kærligheds vælde til os når vi beder i Jesu navn. At være uden menneskeligt selvskab er meget barskt. Vi må holde ud, og tro at vi er elsket af Gud, som har taget bolig i os. I dåben og nadveren er vi blevet ét med Gud. Så på trods af al verdens ulykke og vor egen træthed, så er Gud dog tilstede som selve livsgnisten i os. Livets kilde bor i vort hjerte. Himlen er i vor hjerte. Men Gud kan føles fjern. Som her i salmen, hvor Herren dog alligevel viser sig at være nær:

Salme 12

For korlederen. Al-ha-sheminit. Salme af David.

Frels, Herre, for der er ingen fromme,
troskab er forsvundet blandt mennesker.
De taler løgn til hinanden
med glatte læber og tvedelt hjerte.
Herren skal udrydde alle glatte læber
og tunger, der taler store ord.
De siger: Tungen er vor styrke,
vore læber er med os, hvem er herre over os?
»Fordi de hjælpeløse undertrykkes,
og de fattige stønner,
rejser jeg mig nu,« siger Herren,
»og bringer redning til de forfulgte.«
 Herrens ord er rene,
sølv, der er lutret i diglen i jorden,
renset syv gange.
Du beskytter os, Herre,
du bevarer os evigt mod denne slægt,
hvor ugudelige vandrer omkring
og usselhed triumferer blandt mennesker.