Prædikener
10. søndag efter trinitatis den 31 juli 2005
Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog:
Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte.
5 Mos 6,4-9
* Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne:
Om Åndens gaver, brødre, vil jeg ikke holde jer i uvidenhed. I ved, hvordan I viljeløst blev drevet med til de stumme afguder, dengang I var hedninger. Derfor vil jeg gøre jer bekendt med, at ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.
Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.
Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn.
[ Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.]
1 Kor 12,1-7[8-11]
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«
Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: &Mac221;Mit hus skal være et bedehus.&Mac220; Men I har gjort det til en røverkule.«
Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.
Luk 19,41-48
Bemærkninger:
Matthæus skildrer indtoget til Jerusalem. Det er det sted der er helligt for jøder, muslimer og kristne. Golgata højen, hvor Jesus sammen med to røvere blev henrettet, ligger der endnu. På Golgata højen er opført en kirke, hvor mange forskellige kristne trossmfund har deres afdeling. Jerusalem er stedet for fester, som jøderne valfartede til. Påsken er en af disse fester. Jødernes påske var til minde om udfrielsen fra Ægyptens slaveri.
Jesus kom ridende ind i jerusalem på et føl af et æsel, og inden påskebegivenhederne, sker har vi Jesus ord, der viser en messiansk vrede over det der foregår i Jerusalem. Han forudsiger jerusalems ødelæggelse. Men om det er den ødelæggelse der skete omkring år 70 e.kr. kan ikke siges.
Snarere må man forstå Jerusalem som arketypen på en by. Måske er det selve bykulturen, hvor mennesker ikke har kontakt med naturen, der er tale om. I vor tid valfarter rigtig mange til byerne, fordi det er her, mennesker lever for fuld hammer. Som byboer vågner man op til gadestøj og ikke naturens lyde. Oplevelsen af enhed med alt er meget barskt i en storby. Der er så megen energi der fyres af når biler og knallerter og busser larmer og støjer og forurener. I undergrundstogene rundt om i verden er vi nu forfærdede over terrortruslen. I toge, der forbinder byer, så vi kan komme fra et sted til et andet, må man ikke længere lade en taske være uden opsyn. Står der en taske eller mappe et tilfældigt sted, giver den anledning til alarm. Rædslen for at terrorister skal ramme det transportmiddel eller det sted, hvor mange er forsamlet i højhuse, bibloteker eller dansesteder. Det er blevet utrygt at færdes i en by, ligegyldigt hvor i verden vi befinder os.
Men vi må i vor færden være agtsomme. Vi må være på vagt og alligevel have en tro på, at det er sikkert at færdes i byerne. En stille bøn til Vor Herre kan stilne uroen. Men det er ikke Guds vrede der rammer os. Det er menneskelig ondskab og fanatisme og desperation, der er truslen. Mange i byerne har ikke arbejde. Mange børn kan ikke få noget ud af skolegangen. mange er udstødte, og hvad skal de få tiden til at gå med. At kende sin besøgelsestid er at være årvågen og gribe chancen for liv, der hvor vi er nu. Aldersmæssigt og helbredsmæssigt. Vi skal ikke vende ryggen til livet. Vi skal være aktive og bruge de nådegaver eller talenter, vi har.
Ethvert menneske har noget han eller hun kan. Men oftest vil vi helst gøre noget sammen med andre mennesker . Men der sker det i en gruppe, at ens egen dømmekraft kan svigte til fordel for gruppepresset. Vi må lære at være selvstændige og ikke medløbere. Vi må lære at tage vare på vort eget liv. Og det skal vi gøre, mens vi lever. Tiden går hurtigt og pludselig står døden for døren. Erkendelsen af at vi skal dø kan give os mulighed for at gribe hver dag og få noget ud af dagen. Der er masser af muligheder for aktivitet og kreativitet. Nogen siger endda at Gud er mulighed. Det at have mange valgmuligheder kan føre til handlingslammelse. Den forsvundne fuldmægtig i Scherfigs bog kunne ikke bære friheden. Kan vi bære intet at bære. At være totalt frie. Nej vi skal lave nogle after, som vi er forpligtet på. Ellers går dagen med at drive den af ,og det får man det skidt med. Vi har fået et bud fra Jesus, om at vi skal bruge vore talenter. Dovenskab tolerer han ikke. Og afslutningen på livet kommer, før vi aner det. Og så er det altså ikke sikkert at vi får en ny chance. Det vi ved er at vi har dagen i dag. Og den skal bruges i dag.
Men selv om vi svigter og drikker bajere hele dagen og ikke laver en brik, så gælder Guds tilgivelse også for os. Men når vi har fået tilgivelse så må vi tage os sammen og holde op med at være egoister. Det er Jesus krav, om at når vi har fået tilgivelse og er renset ved alterbordet, så må vi ikke synde igen. At synde er at vende sig fra Livet og Kærligheden. Men vi ved, at vi ikke kan leve op til de krav Jesus stiller os. Kravet om at vi skal elske vore fjender og vende den anden kid til er sikkert uopnåeligt. Men der er dog nogle, der er helligkåret i den katolske tradition. Skal vi leve op til dem. Ja, kravet er der, men vi skal indrømme at vi er lovovertrædere overfor Gud og næsten.
Jesus underviste hver dag på templadsen . Og vi har i evangelierne klare eksempler på hvordan Jesus undervise. Han brugte billeder til at beskrive Guds rige med. Jerusalem er et symbol på Gud rige. I denne trængsels tid må vi ty til at handle. At tro giver kraft til at handle. At handle tager angsten. At tro er vished der går forud for uendeligheden. Vished om at holder vi ud til enden, så bliver vi frelst. Jesus fortalte hvem han var gennem sine undergerninger. Han står over naturlovene. Jesus og Faderen er ét,
Vi er frelste ved at vi i dåben døde fra synden og blev et andet menneske, renset for al synd.. At være til bords ved alteret er at være del i et fælleskab med andre, der har samme grundvold for vor tilværelse. At være til alters vil sige at blive ét med Jesus. Vi korsfæstes ved altergang og vi er igen frie mennesker, ét med Gud.
Det er kærlighed, der er grundlag for vort liv. Vi kan i vor afmægtighed møde et andet menneskes hjælp eller høre en fugl synge, og det kan vende op og ned på vor tilværelse. En suveræn livsytring er når livet og kærligheden standser vor selvkredsen, og vi får mod til at leve som Gud det vil.