Prædikener
Sidste søndag i kirkeåret den 26. november 2006
Denne hellige lektie skriver profeten Mika:
Til sidst skal det ske,
at Herrens tempelbjerg står urokkeligt
højt over bjergene,
knejsende over højene.
Folkene skal strømme dertil,
talrige folkeslag skal drage af sted og sige:
»Kom, lad os drage op til Herrens bjerg,
til Jakobs Guds hus;
han skal vise os sine veje,
og vi vil gå på hans stier.
For belæringen udgår fra Zion
og Herrens ord fra Jerusalem.«
Han skal skifte ret mellem talrige folk,
fælde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne.
De skal smede deres sværd om til plovjern
og deres spyd til vingårdsknive.
Folk skal ikke løfte sværd mod folk,
og de skal ikke mere oplæres til krig.
Mika 4,1-3
* Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne:
Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.
Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.
1 Kor 3,10-17
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«
Matt 11,25-30
Kommentarer af Palle Finn Jensen:
Profeten Mika skriver i teksten ovenfor:
Til sidst skal det ske,
at Herrens tempelbjerg står urokkeligt
højt over bjergene,
knejsende over højene.
Folkene skal strømme dertil,
Dette er et løfte om hvordan det går til sidst. Og da det denne søndag er den sidste dag i kirkeåret, altså det er det åndelige fællesskab i troen på Kristus som frelser der afsluttes nu. Og som tager sin begyndelse næste søndag. 1. søndag i advendt. Så vi har en uge til at tygge lidt på det år der er gået
Hvordan skal vi så se på det år der er gået. I verden og i det åndelige rige. Vi kan finde mange ting der peger på, at det er gået rigtig skidt i verden. Krig og ufred er dagens kost i medierne. Undertiden må man holde en pause med at lytte til nyheder og analyser. om hvor galt al ting går. Men det er ikke op til os mennesker at gøre status. At gøre status er regnskabets time.
Eller er det en fest ligesom nytårsaften. At vi fejrer ved at strømme til de steder hvor livet og fællesskabet virkelig udfolder sig. Vi strømmer til Herrens Tempelbjerg som Mika skriver. Det er et urokkeligt og stabilt og uforanderligt sted. Der hvor der stiftes fred mellem folkeslagene. Der hvor der stiftes fred mellem uvenner og fred i familien. Der hvor der stiftes fred i det enkelte menneske.Der hvor våben smedes om og laves til plovjern, så vi med arbejdsglæde kan gøre jorden rede, til at sæden kan komme i jorden. Spydende laves om til vingårdsknive. Og her ledes tanken hen på billedet af Jesus som vintræet hvor vi er grenene. Vi er Herrens tjenere som skal pløje vingården. Dyrke vingården og til sidst, altså i dag, nyde frugterne af vores arbejde. Vi får givet ny vin at drikke og smager på om det var en god årgang. Tankerne går videre til nadveren hvor vi nyder vinen og det åndelige fælleskab.
Måske har vi været så heldige at livet for den enkelte er gået i den rigtige retning. At der skabes nye fællesskaber i vore byer og landsbyer. Nye fællesskaber nationalt, regionalt og globalt Der har været forgæves forsøg på at få fællesskaberne til at komme videre eller at etablere nye fællesskaber. Men det er godt at der forsøges.
Der er nogle der modarbejder eller forsøger at ødelægge livet leg ved forbrydelser, lave internetsvindel, snyde hinanden, terrorisere verden.
Men der er stærkere kræfter, der virker for at den enkelte og fællesskaberne bliver skabt og vedligeholdt. Og vi er vel alle kommet til, med eller uden vor hensigt, at ødelægge noget for andre. Vi har måske i perioder været så langt fra Gud, at vi ikke kunne komme i kontakt med ham. Gudsfravær og gudsnærvær er to sider af vores livsvilkår. Somme tider ser livet så mørkt ud og vi oplever gudsfravær. Til andre tider mærker vi Guds nærvær når han taler til os ved at vore kære hjælper os, rækker os en hånd. Gudsnærvær er når der stiftes fred. I samfundet og hos den enkelte. Gudsnærvær er når kærlighedens ånd træder til, og vi tilgiver og forsoner os med hinanden og Livet. Gudsnærvær er, at når vi midt i gudsforladtheden så alligevel kan få et vink om at vi kontakt Gud i en bøn
Vi kan være i en åndelig eller spirituel krise, hvor vi søger fremmede religoners veje for at komme til os selv. Og vi kan være så selvoptagne at vi ikke ænser vore medmennesker. Vort job er at tjene hinanden. Hjælpe hinanden. Give hjælp og modtage hjælp. Og være glade for at der er nogen der hjælper os, og at der er nogen vi hjælper. Vi skal ikke gøre os lille når vi modtager hjælp. Men vi er jo som børn. De siger: Kan selv, vil selv, kom lige og hjælp mig.
Når vi vandrer hen imod herrens tempelbjerg, det urokkelige, vandrer vi tilbage til vor børnelærdom og søger Gud. Når vi vandrer hen til Templet er det vor rækken ud til andre mennesker uanset religiøst tilholdsted eller filosofisk ståsted. Andre rækker os en hånd og så er det den anden eller de andre, der vandrer hen mod Guds tempel. For som Paulus skriver:
Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.
Så Gud findes inde i enhver af os. Livsgnisten eller livets kilde er i os. Som det er i frøet af grantræet og himlens fugle. Vi er himmellys skønt af de små. Sommetider. For vi svigter udertiden, og så er det Kærlighedens gerning, at tilgivelsen gives os uden fortjeneste men af nåde. Vi svigter os selv og dem vi har kær, når vi mister troen på os selv og hinanden. Nogle er humanister og fravælger en levende Gud. Men alle har et ståsted, en grundvold., hvis vi da ikke er i anfægtelse. At være i anfægtelse er at tvivle på at der er en større magt end os selv, som er med os. At være i anfægtelse kan vise sig som en depression. Her er vi i tvivl og vor tro er svag. Og når en rammes af en mani er det måske overtro, der er på spil. Hvis vi ikke mærker Guds ånd i vor krop og tanker, er vi måske overladt til livets modstander, Djævelen, Satan, Beelzebul. Det dæmoniske er at være bange for kærligheden. Det dæmoniske er at være i djævelens vold. Det dæmoniske er at være ligeglad med andres følelser.
Men at være i djævelens vold og altså hans tjener er vantro. At være i Guds varetægt er tro. Troen mærkes og erkendes som Gudsnærvær.
I Mattæus teksten siger Jesus:
Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
Det vil sige, at vi ikke selv er herre over, om vi har tro eller ej. Troen er en nådegave som gives efter Sønnens, altså Jesus' vilje. Det er ham der udvælger os og ikke omvendt. Vi kan ikke gennem lovbefalede gerneinger tiltuske os livsmod. Men hvis vi bruger vores frihed på en destruktiv måde, så kan vi med vor vilje vende os fra Livets og Kærlighedens Ånd. Vi kan være ulydige og ikke tage imod det arbejde, som Gud giver os. Synd er at vende ryggen til Gud. Synd er vantro. Og tro og vantro er ikke kun en tilstand, men det er noget vi er. Ikke noget vi har. At være tro er at være lydig mod budet om at vi skal elske Gud og hinanden som vi elsker os selv. Og vigtigst: At vi tror på at Kristus har banet vejen for resten af vort liv.
Så siger vantroen. men jeg kan ikke give nogen kærlighed, hvis jeg ikke først selv har fået kærlighed. Det er muligvis en psykologisk sandhed, men vi ville slet ikke være i live hvis det ikke var Guds vilje. Og paradokset er at Guds ånd er i os. Religion er ikke filosofi. Det er et kors, som vi må tage på os og paradokset mister sin magt når vi indrømmer at det er ikke os beskåret at vide alt. Der er mange gåder. Og livets gåde er svær at knække.
Jesus giver os en løsning som ikke er for tanken, men for det irrationelle eller imaginære:
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.
Så lad os tage det åg på os, som holder os til virkeligheden, så vi ikke forsvinder i ren ånd, men bevarer jordforbindelsen.