|
Prædikener
5. søndag efter trinitatis den 8. juli 2007
Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:
I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden:
»Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,
hele jorden er fuld af hans herlighed!«
Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg.
Da sagde jeg:
»Ve mig, det er ude med mig,
for jeg er en mand med urene læber,
jeg bor i et folk med urene læber,
og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.«
Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde:
»Nu har dette rørt dine læber,
din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«
Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?« Jeg svarede: »Her er jeg, send mig!«
Es 6,1-8
* Epistlen skriver apostlen Peter i sit første brev:
Og til slut: Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse.
[ »Den, som vil elske livet
og se lykkelige dage,
han skal vogte sin tunge for ondskab
og sine læber for at tale svig;
han skal holde sig fra det onde og gøre det gode,
søge freden og stræbe efter den.
For Herrens øjne hviler på de retfærdige,
hans ører hører deres råb om hjælp.
Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt.«
Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige. Frygt ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel; men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte.]
1 Pet 3,8-9[10-15a]
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.
Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.
Luk 5,1-11
Bemærkninger af Palle Finn Jensen:
Beretningen om Esajas lyder som det rene vanvid. Han ser Herren, fortæller han, og der er serafer omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden:
»Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,
hele jorden er fuld af hans herlighed!«
Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg. Det er noget af et syn, og det er da også så voldsomt at Esajas udbryder at det er ude med ham. Det er en religiøs oplevelse. Vi kan betragte den som en hallicunation, som i vor tid af læger vil bedømmes på den måde at manden er psykotisk.
Men også i vor tid er der mange, der ser noget, der er uforklarligt set gennem videnskabelige briller. Og dialog mellem de, der oplever det transcendentale og almindelige mennesker synes umulig. Men vi må antage at Esajas virkelig så Gud. Ikke engang Moses så Gud. Det var for stærke sager for Moses, og Esajas gik da også i gulvet og udbrød at han var en syndig mand. Men en af seraferne fløj hen til ham; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte Esajas` mund og sagde:
»Nu har dette rørt dine læber,
din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«
Da hørte Esajas Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?« Esajas svarede: »Her er jeg, send mig!«
Se, her kom Esajas til tro på sig selv. Troen på Herren var en selvfølge i de tider.
Esajas tager opgaven om at være Guds sendebud på sig.
I Lukas evangeliet høres også om at Gud selv, nemlig Jesus, kalder Simon til at udbrede kendskabet til Guds rige. Der er en underberetning om at fiskerne får så mange fisk i nettet at fiskene ikke kan være i en båd. Simon bliver grebet at frygt. Der berettes: " Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.".
Sådan er det at møde den absolutte. Man gribes af frygt. Uendelig stor frygt og kun ordene fra Mesteren selv: "Frygt ikke" beroliger.
Både Esajas og Simon mener at de er syndige. Men samtalen med Herren ændrer deres liv for altid. Esajas svarer Ja til at bringe bud om Den Almægtige. Simon adlyder det direkte påbud om at blive menneskefisker.
Sådan er det at få et kald. Mange lever et liv i eksistentiel forvirring og får aldrig et kald. Det er det store spørgsmål; Hvad skal jeg vælge som erhverv, der er på spil. For livet skal bruges til noget med mening. At finde en niche hvor man laver noget man kan stå inde for kan være en livslang krise. Og beder vi til Gud, svarer han så?
For nogle gør han. Men det nye der er sket med at Gud blev menneske er at Jesus, og dermed Den treenige Gud, tager bolig i os. Tegnet herpå er givet os ved altergangen. Så tæt er Gud ved os, at han på samme tid er inde i os og omgiver os.
At gå til alters er en dristig sag. Godt at vi ikke behøver at spekulere over det. Det religiøse sprog er ikke rationelt. Det er fyldt med modsætninger. Logikken bryder sammen når talen er om Gud.
At gå til alters i protestantisk sammenhæng er dog i kirken fulgt af ord, der beroliger: "Den korsfæstede og genopstandne..........hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder...." Disse ord der følger ritualet kan man ikke læse sig til i biblen. De er et led af traditionen som er skabt af de første menigheder. Kirkehistorien viser at der har været en divergent udvikling med mange kirkeretninger som følge. Spliden indenfor kristendommen er i vor tid erstattet af dialog.
Det aktuelle for den enkelte kan siges at være kaldstanken. Og har man levet et liv og står ved tærsklen til ophør af det aktive arbejdsliv, bliver kaldet aktuelt igen. Hvad skal man stille op med al den tid. Kommer der et kald eller ......
|
|
|