Palle Finn Jensen fredagen før 1. søndag i fasten:


Se, hvad har vi gjort siden vi skal have det så godt. Det er et mundheld, som vi ofte siger, når vi har det godt. Når vi trives. Når vi har medgang. Når solen skinner. Når engen blomstrer. Når vi trætte og mødige lægger os til hvile. Alene eller i favnen hos den vi elsker.
Det sker også at nogen siger. Hvad skal han betale for det, når vi har været i opløftet stemning. Hvorfra kommer det?

Det kan være at det kommer fra syndefaldsmyten. Den fortælling der beretter om hvordan vi bliver voksne. Altså bliver bevidste om, hvad der er rigtigt og forkert. Godt og ondt. Op og ned.

Med Freuds briller er det klart at slangen er et fallossymbol. Med Freuds briller er alt hvad der er aflangt fallos symboler. Tegn. Og alt bliver til tegn hvis man er i det hjørne. Og så er fanden løs.

Livets træ er et æbletræ. Livets træ er vintræet. Jesus er det sande vintræ. Og vi er grenene, der stritter til alle sider i gensidig kamp for lyset. Og der er næppe nogen der er så uforsonlige som os frelste. Hvis vi da er frelst. Det må komme an på en prøve, siger den uvorne knægt. Og så går det ellers derud af. På knallert eller motorcykel. Til bens eller til fods. Grænserne skal afprøves. Sådan er vi jo. Som Asger Jorn har sagt: Hvis man ikke går til grænsen er der ingen grund til at gå.

Grænsen mellem en skov og det åbne land hedder skovbrynet.. Prøv engang at gå langs et skovbryn og foretag en optælling af alle de plante- og dyrearter der boltrer sig her. Du bliver simpelthen svimmel. For det er i grænseområdet at der er så store gradienter. Det vil sige bevægelser i parametrene fra nul til øverste værdi. Parametrene er størrelser. Hvis man måler temperaturen på ydersiden af en husmur og bagefter måler temperaturen på indersiden af den samme husmur, ser vi at der er en verden til forskel. Det er det samme som at sige at der en stor temperatur-gradient

Det er grænserne der beskytter os. Gud satte en grænse for hvad Adam og Eva måtte spise af. Ellers var alt tilladt. Det rene -uskyldsrene- Paradis.

Som børn kender vi Edens have. Hvis vi da er så heldige. Der er undtagelser fra alle regler. Livests træs frugter var undtagelsen for Friheden, som Eva og Adam færdedes i. Om slangen kunne tale ser lidt besynderligt ud. Er det da sådan at i paradiset kan alle dyrene tale.? Jeg ved det ikke men en hest forstår udmærket et menneskets tale - og en der færdes hjemmevant på en hest har ikke svært ved at gøre sig forståeligt. for hesten.

En traktor kan ikke tale. Medmindre man kender lyden af en Ferguson der er i uorden og også kender lyden af en Ferguson der er i orden. Jo, en traktor kan også gøre sig forståelig. For en kender.

Adam og Eva kendte hinanden. Det vil sige at de var et kød. Og det er man i samlejet. To, og dog én. Det der forbinder er penis. Den kaldte Jungs mor for manddræberen. Og når man er i puberteten er den en underlig snegl. Den opfører sig til tider ganske uregerligt. Den træske slange som den er. Dens magt tager ganske fornuften fra enhver, der har smagt sødmen. Sådan er det også med det at kende forskel på rigtig og forkert. Det kan sætte en i en normkonflikt. En konflikt der kræver et valg og dermed en stor sandsynlighed for at man skal stå til ansvar for det man har valgt. Og skal man vælge mellem pest og kolera står man i en meget vaskelig situation. Så vanskelig at det er psykose fremkaldende.

Når timen kommer bliver vi krævet til ansvar for hvert tomt ord vi har sagt. For det der ikke kan gøres om. For det er for sent nu. Valget er truffet. Vi har valgt forkert masser af gange, synes vi, når vi ser tilbage. Og det er netop ved at se tilbage at man dør. Som Lots hustro, der ikke kunne lade være med at se sig tilbage da Sodoma gik op i røg. Af skade bliver man klog. Men sjældent rig. Rig på erfaring og rig på levet liv kræver at man tager nogle afsæt og springer ud i det. Kravene der stilles er ganske store. Hvor store?

Fattigdom er ikke det værste. Hvis det altså ikke gælder liv og død. I Danmark er ingen i fare for ikke at få noget at spise. Kun den der faster får ikke noget at spise, og en uge uden mad og drikke driver en til vanviddets grænseland. Som Jesus mødte Satan, altså modstanderen, kaldet Djævelen eller Beelzebul sådan vil en der faster også møde både Gud og Satan. Og så er det et spørgsmål om man har rent mel i posen eller har dybe fortrængninger. Fjenden har mange navne. Kender man navnet på fjenden har man magten over ham. Siges det. Men det er nu ikke så enkelt endda.

At møde Fristeren sker for os alle. Vi søger nemlig at høre til i en sammenhæng. Og det der knytter en gruppe sammen er bl.a. normerne. Reglerne. Loven. Det forbudte er spændende. Men hvor er den spænding fra. Adam og Eva kendte ikke noget til Guds vrede. Men de kendte hans magt. Vidste Jesus noget om Djævelen. Ja, han havde olie på lampen. Svar på tiltale. 'Du må ikke' -ordene. 'Du skal' -ordene. Det var disse bud der frelste ham fra Djævelens fristelser.

Det er besværligt med de regler, men uden går det ikke.

Vi er døbte, nogen af os. De fleste på en eller anden måde. Dåb er det der sker ved en indvielse. Ved starten. Ved starten af livet. Ved starten af ens voksenliv. Det er godt vi har konfirmationen. For ellers ville mange ikke være blevet døbt, fordi de voksne troede de var Guder. Men der er kun én Gud. Gudernes Gud. Han har mange navne og det har ethvert barn der er kært. Og Gud er netop et barn. Et nyfødt barn. Det stiller krav bare ved at åbne munden. Det vil være mæt. Og barnet tror. Det gør ikke andet. Det lever og kræver. Barnet kender ikke Loven. Kun naturlovene. Som det ikke er bevidst om.

Nogen siger at man selv vælger sine forældre. Det forudsætter sjælens præeksistens. Altså at vi er til - har væren- endnu før vi er født. Endda på et voksent niveau for ellers kan der ikke være tale om et valg i normal forstand. Det vil vise sig hvordan det reelt forholder sig.

Jesus valgte det gode. Han valgte Livet for os. Kæmpede mod Djævlen og vandt den kamp som vi ikke kan vinde uden hjælp af en der allerede har overvundet modstanderen. Beelzebul. Eller Fanden. Eller hvad navn nu der bruges i forskellige kulturer. Alene har vi frihed. Tomhed. At leve i en ørken kræver at man har noget med. Da jeg gik i Sahara i Tunesien for nogle år siden en juledag, hvor jeg havde drukket juleaften og derfor havde tømmermænd juledag, havde jeg et i hovet: Du Herre Krist min frelser est. Og efterhånden som den kemiske ubalance blev genoprettet af enzymerne i mit legeme og blod kunne jeg igen trække vejret uden at det dunkede i maven eller hvor det nu dunker når man har tømmermænd.

At blive voksen er at vinde over sine egne tilbøjeligheder til at gøre det gale. Hvad enten det er en der har forført mig eller det er mig der har forført hende og mig selv, så bliver dog det eneste der ikke lader sig gøre om det valg der træffes når man møder det absolutte. Og det absolutte er ikke et begreb. En tænkende hjernes ord. Ordet er et levende væsen. En person. Kvinden i mit liv. Manden i mit liv. Kristus er den inkarnerede Sandhed. Kristus er den i kød og blod iklædte Kærlighed.

Og Kærlighedens væsen er at tilgive. Også de valg vi ikke har truffet, da vi skulle. Tilgivelsen omgiver os og vi kan forestille os at vi sidder i et Guldæg kaldet Tilgivelsen og skinner, hvis der er lys som vi kan reflektere. Måske et fusions æg. Der ligesom Solen, Helios, skinner af sig selv så længe den nu bliver ved med det. For den sol er en stjerne. Og stjerner dør. Kun én stjerne dør aldrig. Livets Lys.